Gratis

TAG GADEN TILBAGE, ET STOP MOTION PROJEKT

Tag gaden tilbage

Beskrivelse

Formålet med projektet er at give udskolingselever i 7.-9. klasse indsigt i litteraturens multimodale verden og give grobund for øget læselyst ved at arbejde med litteratur på nye måder, der afspejler elevernes digitale hverdag.

Via forfatterbesøg og arbejde med et litterært værk på nye digitale måder får eleverne indsigt i tekstforståelse, og danner sig nye vinkler på bøgernes univers og læsning. Vi serverer litteraturen for eleverne på en ny og innovativ måde, der taler bedre ind i deres virkelighed. Der er søgt fondsmidler til forfatterbesøg, som vil blive afholdt på et bibliotek i regionen. Inden 1. juli vil der blive givet besked om fondsmidlerne er i hus.

Projektet består af et læringsforløb for udskolingens 7.-9. klasser om udarbejdelse af stop motion animationsfilm med udgangspunkt i ungdomsromanen ’Tag gaden tilbage’ af Sarah Engell og Sanne Munk Jensen.

Bibliotekerne i Nordjylland ønsker at skærpe fokus på børn og unge, hvilket kommer til udtryk med et digitalt projekt for unge i udskolingens 7.-9. klasser, et projekt som skal afvikles via Ordkraft Litteraturfestival.

Projektet er et samarbejde mellem folkebiblioteker og skoler i regionen med Aalborg Bibliotekerne som koordinator og tovholder.

Aktiviteter

De deltagende skoler beslutter selv, om de vil tilmelde én klasse eller flere og skolerne udvælger selv den film der skal gå videre til finalen på Ordkraft Litteraturfestival.

Via stop motion film skal eleverne arbejde med værket ’Tag gaden tilbage’ af Sarah Engell og Sanne Munk Jensen. Bogen udspiller sig i Hirtshals, Hjørring og Aalborg og har mange gode temaer, som lærerne kan indtænke i deres undervisningsplan.

Hvis forfatterbesøgene bliver en realitet, vil de fungere som inspiration til omdrejningspunkt for den færdige film. Forfatterne vil give et kort oplæg til bogen, og derefter er der mulighed for at diskutere bogens præmis. Herefter er det elevernes opgave med bogen som udgangspunkt, at de i grupper vælger om det er en yndlingsscene, en alternativ slutning eller bogtrailer, de vil filmatisere.

Alle udvalgte film bliver vist på Ordkraft Litteraturfestival, og de deltagende skoler bliver inviteret til at deltage. Forfatterne, der har skrevet værket, udpeger en endelig vinder.

Filmen bliver vurderet ud fra tre kriterier: mest kreative fortolkning, bedste lyd og bedst teknik til at fremføre bogen. Filmen skal min. vare et minut.

Der er en fed præmie til vinderfilmen!

 

Som introduktion til stop motion vil der blive tilbudt besøg af bibliotekarer med kendskab til teknikken. Bibliotekaren vil introducere en stop-motion app og fortælle om selve forløbet. Herefter skal læreren selv afvikle forløbet sammen med eleverne.

Eleverne skal selv lave manuskript, set-up, baggrunde og figurer til deres film.

Filmen skal vare minimum 1 minut. Den kan filmes med iPad og med appen Film-X Animation (der er gratis) eller Stop Motion Studio Pro, hvor Aalborg Bibliotekerne tilbyder ét licenskøb pr. skole.

Formål

Formålet med projektet er at give eleverne fornyet interesse for læsning via gruppeindsats og arbejde med et digitalt medie, som mange allerede kender, men i dette projekt med fornyet indgangsvinkel. Samtidig får de sat ansigt på bibliotekaren og udvidet kendskabet til bibliotekets muligheder, som både et fri- og fordybelsesrum.

Med forfatterbesøg visualiseres og uddybes bogens univers, og eleverne opnår forståelse for bogens præmis og forfatternes tanker bag karakterer, lokation, sproglige greb og tematikker.
Derudover har de mulighed for at få svar på spørgsmål omkring det at være forfatter, skriveproces og meget mere. Samtidig styrkes samarbejde i grupper om et fælles produkt, der skal fremlægges på Ordkraft Litteraturfestival d. 16.-18. april 2020, hvor hovedtemaet omhandler ’identitet’.

Tilmelding

Tilmelding sker via henvendelse til Line Dalbro Schaumann, på line.schaumann@aalborg.dk

Tilmeldingsfrist
19.08.2019