Carsoe – Svejs, montér og installér
Beskrivelse
Kom indenfor til en spændende og lærerig dag ved en af Aalborgs store produktionsvirksomheder!
På virksomhedsbesøget ved Carsoe får eleverne et unikt indblik i, hvordan driften og hverdagen i en international produktionsvirksomhed fungerer. Udover oplæg om Carsoes forretning og rundvisning på vores store hovedkvarter og produktion, bliver eleverne selv sat i arbejde, når de får lov til at bygge deres egen miniatureudgave af et transportbånd.
Gennem caseopgaven ved Carsoe, får eleverne et indblik i tilblivelsen af store industrimaskiner. Under kyndig vejledning fra Carsoes dygtige fagfolk, vil eleverne stifte bekendtskab med både konstruktions-, smede- og elektrikerfaget.
Eleverne får stillet nødvendige materialer til rådighed ved besøget, og skal derfor ikke medbringe andet end godt humør og et nysgerrigt sind. Ved mere end 15 elever, skal der stilles med to voksne deltagere, da dagen vil foregå i to hold.
Forberedelse
Eleverne skal forberede sig på, at det er en arbejdsplads med et stort produktionsområde, de skal ud at besøge, hvor der er en del sikkerhedsforanstaltninger, der skal overholdes. Huset er forberedt på, at der er besøg fra en skoleklasse, men det forventes, at der fra elevernes side vises respekt for de medarbejdere, der arbejder her.
Formål
Formålet er, at eleverne får kendskab til, hvordan driften og hverdagen i en international produktionsvirksomhed fungerer. Derudover at præsentere forskellig fag for eleverne.
Praktisk information
Se flere detaljer
Mødested: Receptionen
Mineralvej 6-8.
Se flere detaljer
Forløbet starter klokken 08.30 og slutter kl.14.30
Se flere detaljer
Der er fuld forplejning i løbet af dagen. Eleverne behøver derfor ikke at medbringe madpakke. Hvis der er særlige behov i forhold til kost, er det vigtigt at der gives besked til HR@carsoe.com med besked herom, en uge forinden, så vi kan sikre, at der er mad til alle.
Det er et krav, at eleverne har praktisk tøj på hos os. Det skal være bomuldstøj og ikke syntetisk materiale. Alle elever skal være iført lange bukser og langærmede trøjer. Der vil blive udleveret sikkerhedssko til de elementer af dagen, der kræver det.