Gratis

Væk maskinerne til live på Tech College

Beskrivelse

Er dine elever vilde med it og teknologi? Og gemmer der sig måske en lille computer- eller tekniknørd i et par stykker af dem? Så har vi på TECHCOLLEGE et fedt workshop-tilbud, hvor dine elever kan få lov til at lege med en masse spændende udstyr sammen med en af vores dygtige faglærere.

Mange børn og unge har i dag en meget naturlig og nem tilgang til computere og it. Men disse kompetencer kan altså bruges til meget mere end gaming, TikTok, Instagram og Youtube. Igennem forsøg, opstillinger og leg vækker vi interessen for teknikken, når eleverne bliver maskinprogrammører for en dag og vækker små maskiner til live.

Eleverne bliver inddelt i grupper, og første opgave for eleverne bliver at få de små maskiner til at bevæge sig. Ved hjælp af teamwork skal de så sætte flere maskiner sammen, så de til sidst får dannet en lille minifabrik. Dagen slutter af med en lille konkurrence, hvor det bliver afgjort, hvilken gruppe der har lavet den mest effektive styring til maskinerne.

Vi kører med et begynderniveau, så alle kan være med til at programmere. Forløbet understøtter fag som matematik, fysik og engelsk samt færdigheder inden for talsystemer, elektricitet, komprimeret luft og kraft, teamwork og informationssøgning på nettet.

Alt i alt bliver det en spændende dag, hvor teknologi, it, teamwork og leg smelter sammen og viser mulighederne inden for automatiktekniker-faget. Og hvem ved? Måske bliver det dine elever, der en dag laver styringen, der sørger for, at der kommer chokolade på flødebollerne, eller at de rigtige LEGO-klodser kommer med i den rigtige kasse.

 

Praktisk information om workshoppen

Mødetid: 8.15-14.00

Mødested: På TECHCOLLEGEs afdeling på Øster Uttrup Vej 1, 9000 Aalborg. Vi mødes ved receptionen, hvor I vil blive hentet af en faglærer.

Formål

Forløbet understøtter fag som matematik, fysik og engelsk samt færdigheder inden for talsystemer, elektricitet, komprimeret luft og kraft, teamwork og informationssøgning på nettet.

Sted
Tech College
Øster Uttrup Vej 1
9000 Aalborg
Tilmelding