Gratis

Skolen for Fremtidens Helte

Beskrivelse

Kom til en spændende workshop på Hovedbiblioteket i Aalborg.

Fremtidens helte har brug for seje skills, der kan gøre dem dygtige til at passe på sig selv, passe på andre og få en masse gode ting ud af den digitale verden, vi lever i. Fremtidens helte kan ikke nøjes med store muskler, evnen til at flyve og vilde våben. Fremtiden kræver helt andre former for superhelte-skills. 

I efteråret 2018 (uge 49 og 50) udbydes et grundlæggende forløb med en lettilgængelig workshop til klasser på mellemtrinnet. Forløbet i efteråret 2018 er et pilotforløb for 5-10 biblioteker og skoler og er en forløber for det workshopforløb, der skal udbydes til alle biblioteker og skoler i foråret 2019. Emnet er søgning og kildekritik, og vi tager bl.a. fat i fake news og gode søgestrategier. Forløbet indeholder et online værktøj, udviklet specielt til Skolen for Fremtidens Helte, samt oplæg og opgavebeskrivelser til en workshop, som klassen gennemgår på biblioteket og efterfølgende kan arbejde videre med i klassen. Forløbet er gratis og tager cirka to undervisningslektioner.

Formål

Forløbet er udviklet i samarbejde mellem Medierådet for Børn & Unge, Center For Digital Dannelse, Biblo og bibliotekarer fra Silkeborg, Roskilde og København med særlig erfaring med forløb til skoleelever. Målet er et underholdende, motiverende og lærerigt forløb, der styrker elevernes digitale kompetencer. De fleste elever på mellemtrinnet er aktive på sociale medier, i spiluniverser og på mange andre digitale platforme. De færdes hjemmevant online og mange anvender egne devices – smartphones, spillekonsoller og tablets. Men elevernes forståelse for omgangsformer, lovgivning, søgemuligheder, afsenderintentioner osv. er ofte ikke fulgt med.

Workshopforløbet i Skolen for Fremtidens Helte styrker elevernes digitale modenhed og giver dem bl.a. viden om, hvordan man i digitale medier identificerer afsenders hensigt, hvem der er kilden, afsenders troværdighed, viden om søgeværktøjer, søgeord og brug af filtre på fx Google. Med dette forløb kan bibliotekerne således tilbyde et workshopforløb, som er udarbejdet til netop denne målgruppe og samtidig tilpasset bibliotekernes og skolernes ressourcer. Centralt i forløbet er et online værktøj, der vil kunne bruges både før, under og efter forløbene på bibliotekerne.

Sted
Aalborg Bibliotekerne