I Halkær har vi råvarerne lige udenfor døren. Madens vej fra jord til bord bliver ikke kortere, og så er det tilmed ØKOLOGISK. Faktisk er vi eksperter i økologi & bæredygtighed på Halkær Kro Mad & Kulturhus, og vi elsker at dele ud af vores viden og erfaringer inden for produktion af økologisk mad. Vi tager eleverne med fra det første frø bliver sået til tilberedningen af råvarerne over bål og spisning af det fælles måltid.
Jeres elever kommer på besøg hos os 4 gange i løbet af skoleåret 2023/2024. HUSK AT NOTER DE 4 DATOER! Hver besøgesgang har forskellige temaer, så eleverne får virkelig forståelse for madens vej fra Jord til Bord.
Besøg nr. 1 - Høst. Eleverne kommer til en køkkenhave fuld af smagfulde grøntsager, der er klar til at blive høstet. I udekøkkenet skal vi tilberede farverig mad over bål.
Besøg nr. 2 - Haven i dvale. Vi skal have pakket køkkenhaven ned til efteråret. Høste de sidste grøntsager og så efterafgrøder. I udekøkkenet skal vi blandt andet sylte og lave mad over bål med efterårsgrøntsagerne.
Besøg nr. 3 - Frø. Til foråret kommer eleverne til en bar jord, hvor de skal være med til at så kartofler, gulerødder, bønner, majs og meget mere. Vi skal sanke spiselige planter, der gror vildt og lave popcorn over bål.
Besøg nr. 4 - Små spirer. Lige inden sommerferien er de spæde salater, radiser og urter klar til at blive høstet og tilberedt i udekøkkenet. Der er helt sikkert også noget ukrudt, der spirer, der skal luges væk, så køkkenhaven står klar til de nye elever, der kommer efter sommerferien - vi giver haven videre.
Vi sender en detaljeret beskrivelse af forløbet samt programmet for de enkelte dage i en mail før forløbets start. Vi sender også en liste med praktiske oplysninger, så både I lærere, jeres elever og forældrene er klædt bedst muligt på til forløbet.
Imellem besøgene
Vi sender opdateringer fra køkkenhaven, så eleverne kan følge med i, hvordan den har det igennem sæsonen. Herudover sender vi lidt undervisningsmateriale og ideer til, hvordan I kan arbejde videre med undervisningen hjemme på skolen ud fra det, eleverne har oplevet og lært gennem hvert besøg.
At eleverne stifter bekendtskab med madhåndværk og madglæde.
At give eleverne læring om biodiversitet og økosystemer.
At eleverne prøver kræfter med praktisk undervisning, hvor de kan være kreative.
At eleverne opnår kendskab til bæredygtig madlavning med henblik på blandt andet at undgå madspild.