Gratis

Folk og Fabrikker - på egen hånd

Beskrivelse

Fra ca. 1880-1970 var Aalborg kendt som ‘Byen med de rygende skorstene’ – en blomstrende industriby, hvor over mange tusind arbejdere hver morgen myldrede ind til samlebånd og maskiner.

Spritten, Eternitten og C.W. Obels Tobaksfabrik var nogle af de største arbejdspladser, men der var hundredvis af store og små industrivirksomheder i Aalborg.

Det er den periode, udstillingen Folk og fabrikker handler om.

Udstillingen er opdelt i tre hovedafsnit: En introduktion (ved indgangen fra Renæssanceudstillingen) der skitserer de tre hovedperioder i Aalborgs industrialisering og kort fortæller om udviklingen i arbejdsdagens længde. Her hænger et stempelur fra Fabrikken Norden, hvor arbejderne stemplede ind og ud hver dag.

Derefter er der genstande, tekster og billeder, der fortæller om 15 meget forskellige store og små fabrikker i Aalborg. Fabrikkernes historie fortælles med tal og billeder, og der vises varer fra hver fabrik.

Resten af udstillingen handler om arbejdskulturen (fx omgangstone, øgenavne, alkohol) og emner som børnearbejde, arbejdstøj, at være i fagforening og forskellen på faglært og ufaglært.

 I udstillingen er der mulighed for at fordybe sig både for yngre og ældre elever. Der er mange billeder og genstande (blandt andet et originalt stempelur, et timands cigarmagerbord og prøver på asbest), og på plancherne er der mange primære kilder (citater, arbejdsreglementer m.v.) I en sløjfe vises film om Aalborgs industri. Der vises 4 forskellige originale film fra industritiden.

I udstillingen kan man se fotos og genstande fra arbejdslivet og arbejdskulturen på fabrikkerne – blandt andet en ”lærlingebanker” (practical joke) fra Eternitfabrikken og en madpakke med ølkapsler. I udstillingen må eleverne gerne sætte sig forsigtigt ved det store 10-mands cigarmagerbord fra 1898, som stammer fra C.W. Obels Tobaksfabrik.

Når I besøger udstillingen, så bemærk, at man får den bedste oplevelse ved at gå gennem middelalder- og renæssanceudstillingen og starte ved stempeluret.

Undervisning

Der er forskellige muligheder for selvstændig fordybelse i industritiden

  1. Se på udstilling.  Eleverne kan gå rundt på egen hånd, eller med læreren som rundviser. Ud over Folk og fabrikker har Aalborg Historiske Museum to andre udstillinger, der er relevante, hvis man arbejder med industritiden, ”Oprør i Nordjylland” og den gamle skolestue.
  2. Opgaver. Der findes elevopgaver til ”Folk og fabrikker” og svarark til læreren. De kan downloades herunder. Eleverne skal i opgaverne arbejde med kronologi og sammenhæng, hvor de skal skrive kendetegn ved de tre hovedperioder og forklare hvorfor perioden slutter. De skal også læse citater i udstillingen og finde ud af de holdninger, der ligger bag citaterne. De skal argumentere for og imod at arbejde i byen fremfor på landet og tage stilling til historiske synspunkter som børnearbejde og alkohol i arbejdstiden.
  3. Hands on-kasse. Der kan bookes en kasse med genstande fra industrien, som eleverne kan arbejde med på museet. I kassen er blandt andet mælkeflasker, cigarpresse, skyttel fra Tekstilfabrikken, model af en dampmaskine og meget andet. Kassen står ved den gamle skolestue, og skal bookes i museets information. Man kan arbejde med kassens indhold i den gamle skolestue - husk også at booke skolestuen i forvejen.
  4. Leg skole i den gamle skolestue på 2. sal Den hører tidsmæssigt hjemme i industritiden, og har bl.a. været brugt till at opdrage datidens børn til at blive gode borgere og ansatte i industrisamfundet. I skolestuen kan man undervise klassen som man gjorde da oldemor gik i skole. Brug af skolestuen skal aftales med museet inden besøget. Se særskilt beskrivelse.

Kompetenceområder

  1. Kronologi og sammenhæng: Eleven kan sammenligne væsentlige træk ved historiske perioder
  2. Historiebrug: Eleven kan perspektivere egne og andres fortællinger
  3. Kildearbejde: Eleven skal læse og sammenligne 2 samtidige kilder. Benytter man skolekassen lærer eleven at arbejde med at bruge og tolke ikke-skriftlige kilder til historien.

Emner: Industritid, børnearbejde, fagforeninger, kvindearbejde, arbejdstøj, madpakker, alkohol, arbejdsmiljø

 

Formål

Ved brug af skolematerialet og evt. skolekassen kan man opfylde følgende læringsmål:

  1. Eleven har lært om historiske perioders kronologi i forhold til hinanden
  2. Eleven har stiftet bekendtskab med hvordan synspunkter, som vi i dag ikke er enige i, opstår i en historisk sammenhæng
  3. Eleven har prøvet hvordan man kan bruge ikke-skriftlige kilder i historieformidlingen
Sted
Aalborg Historiske Museum
Algade 48
9000 Aalborg
Undervisningsmateriale

Elevopgaver til Folk og fabrikker

Elevopgaver med besvarelser. Lærerens udgave

 

Opgaveark til undersøgelse af genstande i hands on-kassen

Tilmelding

Ring eller skriv til museet for at anmelde jeres besøg i god tid. Booking af skolestue eller hands on-kasse skal også ske i forvejen.

 

 

 

Tlf.nr. 99317499